Når folk (med normal kropsstrørrelse, vel at mærke) klager over, at de gerne vil tabe sig, kan jeg ikke lade være med at undre mig og blive en smule ked af det. For ønsker de virkelig at blive tynde? Ønsker de virkelig at gå rundt og ligne levende skeletter? Ønsker de virkelig at se ud ligesom mig? Det tror jeg virkelig ikke.
Man går ikke hen til en overvægtig og siger: "Hold da fast du er fed, du trænger da vist til at tabe dig. Har du en sygdom siden du vejer så meget? Ellers kan man da ikke være så tyk!" Hvis man siger sådan, kigger folk skævt til én. Man er uhøflig, og det er ikke acceptabelt. Og selvfølgelig skal det være sådan!
Det der så undrer mig er, at det er i orden, hvis nogen siger noget lignende til mig: "Hold da fast du er tynd, du trænger da vist til at tage på. Har du en sygdom siden du vejer så lidt? Ellers kan man da ikke være så mager!" Det er i orden, fordi alle alligevel har de tanker. Det er ikke på samme måde et tabu at være så tynd. Alle modellerne på catwalken er tynde, derfor ser folk det måske som om de giver mig et kompliment. Men når de i næste øjeblik sidder og snakker med deres venner om, hvor klamt det ser ud, at man kan se modellernes ribben, og hvor grimme deres ben er, har jeg faktisk svært ved at se komplimentet i det.
47% af den voksne danske befolkning har et BMI på over 25, og ligger derfor inden for betegnelsen "overvægtig". Overvægtige har man vænnet sig til. Man går ikke over til en overvægtig person, og siger at h*n er fed. Derimod er det ganske normalt, at gå hen til "en tynd", og sige at hun har sygeligt tynde ben, eller sige højlydt, at det er decideret klamt, at veje 45 kg som 16-17-årig.
Men hvorfor er der den forskel? Tynde mennesker kan også skamme sig over deres vægt. Tynde mennesker har også følelser... Jeg er også et menneske...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar